Puberteten

Puberteten er den tid, hvor man går fra at være et barn til at blive et ungt menneske. Ens krop begynder at ligne en voksenkrop med hår og andre former. Pigerne får også menstruation, og drengene begynder at lave sæd. Det er forandringer, der betyder, at kroppen er klar til at kunne lave børn.

Ændringerne med kroppen sker langsomt over nogle år og begynder på forskellige tidspunkter. For nogle begynder puberteten, når de er 10 år og for andre flere år senere. Der er ikke rigtig nogen fast opskrift på puberteten, fordi alle mennesker er forskellige.

ER JEG MON LIGESOM DE ANDRE?

For nogle kan puberteten føles som en usikker tid, fordi ens krop forandrer sig, og måske gør den det ikke på samme måde som nogle af de andre omkring en. Selv om man godt selv ved, at alle ikke vokser på helt samme måde, er det alligevel noget, som kan gøre, at man bliver usikker på sin egen krop og dens måde at udvikle sig på.

Nogle gange er det fedt at være anderledes, og andre gange er det ikke så rart. Derfor kan det være rart at vide, at man ikke er den eneste, der går rundt og føler sig usikker eller forvirret. Det er der faktisk mange, der gør.

HVEM ER JEG - NU?

På den ene side kan puberteten være noget, man ønsker sig eller glæder sig til, fordi det betyder, at man kommer til at føle sig mere voksen. På den anden side kan det også være en besværlig tid, hvor man både skal vænne sig til en ny krop og nye følelser. Og andre omkring én skal også vænne sig til, at man måske forandrer sig og ser anderledes ud - både ens venner, familie og lærere.