Sociale medier

Sociale medier er en fællesbetegnelse for de online medier, der bruges til at kommunikere og være i kontakt med andre mennesker. I gennemsnit tilbringer brugere af de sociale medier 2,4 timer om dagen på fx Facebook, Instagram, Snapchat og YouTube.

Sociale mediers rolle

Sociale medier er en naturlig del af de fleste unges hverdag. Det er her man følger med i vennernes liv, man chatter med hinanden, man kan undersøge hvilke lektier man har for, man får festinvitationer og meget andet. Man kan også bruge de sociale medier som underholdning, hvis man keder sig – fx se videoer på YouTube.

Alt i alt er de sociale medier en rigtig god måde at få relationer og vedligeholde venskaber på, og det er noget, der fylder rigtig meget i unges liv. Det skaber fællesskab og giver tilhørsforhold, og det er en måde at vise sig selv og de ting, der interesserer én, frem.

Men hvad nu hvis man ikke får likes på det billede eller den video, man har uploadet? Betyder det så at vennerne ikke kan lide det? Eller hvad hvis nogen skriver noget grimt til én. Betyder det så at alle de andre, der kan se det, synes det samme? Der kan opstå stor usikkerhed i relation til de sociale medier, og det kan skabe dårlig trivsel.

Opførsel på de sociale medier og trivsel

Det er vigtigt at tale om, hvordan man opfører sig på de sociale medier, for det skal helst være et rart sted at være for alle.

Når man skriver og slår ting op på de sociale medier skal man huske på, at det ikke er et privat rum. Det man skriver eller de billeder man lægger op, kan ses af andre. Og selvom man efterfølgende sletter det, kan det godt være blevet gemt eller delt af andre.

Man kan godt komme til at gøre noget på de sociale medier, som man bagefter fortryder. Måske skriver man noget grimt til en anden, fordi man er sur. Eller man uploader et privat billede af en ven for sjov, men det viser sig at vennen faktisk bliver ked af det over det. Hvad skal man så gøre? Ja, man kan jo starte med at sige undskyld og så måske tage en snak om, hvor ens grænser går: Hvilke billeder er sjove at uploade, og hvilke ønsker man ikke at andre kan se? Hvad kan man tillade sig at skrive til hinanden – også selvom det måske bare er for sjov.

På de sociale medier er der mange der skriver ting, som man ikke ville sige til hinanden henne i skolen. Det kan både være positive ting, der viser at man er de bedste venner: ”Jeg elsker dig, skat”, ”Du er min bedste veninde” eller ”Hvor er du bare smuk”. Men det kan også være et hårdt sprog som ”Du ligner en bitch”, ”Kæft, en homorøv”, ”Doucebag” eller andre nedladende ting. Det er muligt, at det kun er skrevet i sjov, men det kan være meget svært at aflæse, når man ikke står over for hinanden. Og den slags bemærkninger kan godt ondt på modtageren, selvom det ikke var meningen.

Gode råd

Et par gode råd til at få mest muligt ud af de sociale medier:

  1. Det er et super sted at finde nye venner og folk, som man deler interesser med
  2. Skriv kun noget til folk, som du ville kunne sige til dem ansigt-til-ansigt, og som du ikke selv ville blive ked af
  3. Tænk over, hvad du deler og hvem du deler det med – et billede der er sjovt i en privat sammenhæng, er ikke nødvendigvis sjovt længere, hvis hele skolen ar set det.

Links

Lav opgaven "Hvilke sociale medier bruger du" på www.migogminkrop.dk/spil/sky

Se film om de sociale medier på www.migogminkrop.dk/film/sociale-medier